Så er der LAG støtte til nye lokale projekter
Tid:
07-02-2019 00:00
’I år har vi ca. 2 mio. kr. til uddeling til LAG projekter og ca. 1 mio. kr. til uddeling til FLAG projekter, og vi har netop afsluttet første uddelingsrunde, med tilsagn til tre spændende og visionære projekter’ udtaler Peter Plant, formand for LAG Halsnæs-Gribskov.
LAG Halsnæs-Gribskov har netop uddelt de første midler fra dette års LAG pulje
’I Halsnæs har vi støttet ’Etablering af Café og brødudsalg på Lynæs Hotel’ med 346.100 kr.
De nye ejere af Lynæs Kro og Hotel vil ny-indrette kroens tidligere selskabslokale til café og samtidig indrette et nyt køkken. Lynæs Kro og Hotel får herved et tidssvarende og moderne udtryk, og det er ejerparrets vision, at stedet bliver et nyt samlingssted med aktiviteter for lokalområdet.
I Gribskov har vi støttet to projekter.
Vi har støttet projekt ’Dronningmøllehuset – landsby-, kultur- og erhvervshus’ med 200.000 kr.
Dronningmølle og Omegns Borgerforening vil etablere et borger– og forsamlingshus med butikker, mini B&B og turistinformation i Dronningmølles nedlagte brugs på byens hovedgade. Borgerforeningen har samlet ind til medfinansiering via folkeaktier og vil desuden lægge en del frivillige timer, for at landsbyhuset kan komme op og stå.
Vi har også støttet projekt ’Kierkegaard by Nature Gilleleje’ med 100.000 kr.
Projektet består i at 11 pæle på Gilbjergstien forsynes med piktogrammer, der giver adgang til en nyudviklet App med filosofiske spørgsmål hentet fra Kierkegaard. Kierkegaard vandrede på stien i sine unge år, og den besøges i dag af turister fra ind- og udland, som ønsker at gå i hans fodspor.
Næste ansøgningsfrist til LAG og FLAG midler er den 15. marts.
Inden da holder vi to sparringsmøder om at søge LAG og FLAG midler, hvor vi giver sparring til projektidéer og gode råd om at søge puljemidlerne.
Så hvis du har en idé til et projekt, kan du lægge vejen forbi og få den prøvet af. Book en tid på info@lag-halsnaes-gribskov.dk eller på 91 53 61 71.
Vi er på Dyssekilde Station, Stationsvej 1, 3390 Hundested, mandag den 25. februar kl. 16–18 og i Glashulen ved Biblioteket, Skolegade 43, 3200 Helsinge, tirsdag den 26. februar kl. 16–18.’