LAG er en velfungerende ordning
Tid:
03-11-2019 00:00
Landsdækkende undersøgelse af LAG viser en velfungerende ordning, der skaber vækst og omstilling i landdistrikterne
Oxford Research og Syddansk Universitet har gennemført en midtvejsevaluering af LAG/LEADER indsatsen under Landdistriktsprogrammet 2014-2020, som udmøntes gennem de lokale aktionsgrupper (LAG’er). Formålet med evalueringen er at vurdere indsatsens bidrag til erhvervsudvikling og forbedrede rammevilkår i landdistrikterne. Der er 26 LAG’er i Danmark, og der er målt på i alt 1164 projekter.
LAG-ordningen bidrager til at fremskynde og målrette omstilling i landdistrikterne
Den forrige regering drejede LAG-ordningen i retning af jobskabelse og erhvervsudvikling. I LAG Halsnæs-Gribskov er 60% af midlerne gået til erhvervsprojekter - og 40% til projekter som forbedrer levevilkårene på landet. De to ting går hånd i hånd: uden job er det vanskeligt at bo på landet. Og samtidigt skal livet på landet være værd at leve - også i fritiden, i naturen, på havet, i skoven.
LAG’erne udgør en unik tilskudsmulighed for landdistrikternes små- og mellemstore virksomheder og supplerer i meget høj grad andre erhvervsfremmetilbud. LAG-indsatsen har en positiv effekt på udviklingen i antal arbejdspladser, og allerede året efter, at en virksomhed har modtaget støtte, har den i gennemsnit øget antallet af årsværk med 0,3-0,5.
Ville projekterne være blevet gennemført uden LAG-tilskud?
I LAG Halsnæs-Gribskovs tilfælde gælder det for 45% af projekterne at de ville være gennemført uden tilskud. LAG-tilskuddet har dog i meget høj grad betydning for projektets indhold og omfang, samt gennemførselstid. Når der gives LAG-tilskud bliver projekterne desuden mere ambitiøse og målrettede.
Innovation
LAG-tilskuddet er en risikovillig investering, som fremmer innovation i landdistrikterne. Fortolkning af innovation under LAG-ordningen er, om projektet bringer nyt til lokalområdet eller til den enkelte virksomhed. Dermed bidrager LAG til at udvikle nye tilbud, services eller typer af arbejdspladser.
Målopfyldelse
Det er muligt at sammenligne LAG ordningens effekter med de måltal, der er sat for LAG-ordningen fra nationalt hold. Målopfyldelsen er høj og oftest over 100 % på trods af, at den samlede uddelingssum blev reduceret med 30% i 2017.
Det mest centrale pejlemærke, antallet af arbejdspladser, viser at der indtil dato er opnået 405 nye arbejdspladser og fastholdt 444, hvilket skal ses i forhold til at målsætningen for hele perioden (2014-2020) er at skabe 420 nye arbejdspladser og bibeholde 240.
Det har vist sig at der for de erhvervsrettede projekter kan skabes 5,5 arbejdspladser pr. million kr. i tilskud. Fraregner man her de jobs, der kunne være blevet skabt uden tilskud, giver LAG ordningens erhvervsrettede projekter en ny arbejdsplads for ca. 300.000 kr. Dette er en effektivitet, som er betydelig højere end alle andre erhvervsrettede støtteordninger.
LAG-ordningen fungerer herudover som et bredere lokalsamfundsorienteret supplement til de mere landbrugs- og miljørettede indsatser under landdistriktsprogrammet, så LAG ordningen er samlet set et givtigt sted at tilføre EU støttemidler fra landdistriktsprogrammet.