I gang inden jul med at uddele 2016 midler
Tid:
17-11-2015 00:00
’Selvom vi snart er i julemåneden, begynder vi alligevel
at dele vores 2016 midler ud nu. Vi kan simpelthen ikke vente med at komme i
gang.’ siger formand for LAG Halsnæs-Gribskov, Peter
Plant. ’Vi fik delt alle pengene ud for 2015, og det er vi ret stolte
af.’
’Vi havde 2,338 mio. kr. til fordeling i 2015. Pengene gik til syv rigtig gode projekter, heraf fire projekter til udvikling af erhvervslivet og tre projekter til turismefremme. En god balance. Med støtten har vi pga. kravet om medfinansiering medvirket til udvikling for i alt 6,9 mio. kr. i de to kommuner. Fire af projekterne har hjemsted i Halsnæs Kommune og tre i Gribskov, så vi er også tilfredse med fordelingen mellem vores to kommuner.’
’I 2016 har vi 2,285 mio. kr. til fordeling… lidt mindre end i 2015, for Løkke-regeringen har lige skåret 4% af bevillingen, samtidig med at den blæser i trompeten ift. at støtte det såkaldte Udkantsdanmark: desværre er der falske toner her.’
’Men de penge vi har, de skal ud at arbejde. Første ansøgningsfrist er tirsdag den 15. december. Ansøgerne skal benytte et spritnyt online ansøgningsskema, som de finder på vores hjemmeside. Hvis de har problemer med ansøgningen, spørger de vores koordinator, der træffes på 91 53 61 71.’
FLAG (Fiskeri-LAG) ordningen sættes i gang i 2016. Det er mindst ½ år for sent. Og vi venter stadig spændt på, hvornår vi kan igangsætte arbejdet og hvor mange penge, vi kan fordele i 2016. Ministeriet har været mere end fodslæbende med at få FLAG-ordningen i gang’.
LAG Halsnæs-Gribskov har tre uddelinger af 2016-midlerne:
- Den 15. december 2015
- Den 15. marts 2016
- Den 15. august 2016